Skip to main content
Ikke-kategoriseret

Bliv mere produktiv og opnå dine mål ved at prioritere din tid og beskyt dit fokus

Jeg modtog forleden et nyhedsbrev med emnet TID. En fin reminder om, at vi alle har fået tildelt 365 dage i 2022, uanset køn, baggrund eller status. Det er 8760 timer. Tænk lige over det tal – det er rigtig, rigtig mange timer. Noget af tiden går selvfølgelig med at sove, spise, rengøring, træning, arbejde, transport, osv. Men der er også tid “MEGET TID” til at opnå/jagte det, der er vigtigst for en her i livet. Men hvad er vigtigst? Hvad vil jeg gerne opnå? Hvad er mine mål i 2022? Hvad skal jeg fokusere min tid og energi på? Hvilke ting vil gøre, at 2022 bliver det vildeste år i mit liv?

Rigtig gode spørgsmål og en meget sund refleksionsøvelse.

Jeg har endnu ikke selv fundet svaret for mit 2022, da jeg vil så meget. En sygdom, jeg tror mange har i dag, da vi befinder os i et space med uendelige muligheder, som udfolder sig hurtigere, end hvad vi har kapacitet til. Derfor er det så vigtigt, at du beskytter dig selv, ved at sætte nogle mål. Mål er med til at definere dine rammer og fokus. Med rammer kan du afskærme dig fra alt den støj, som er skyld I, at du bliver distraheret og ender med at spilde dyrebar tid på ting, der ikke kommer til at have en betydelig påvirkning på dit liv eller flytter dig mod dine mål. (Jeg kommer ikke til at gå i dybden med målsætning og den måde jeg prøver at arbejde med mål i denne artikel.)

Derfor er det uden tvivl prioritering, fokus og manglende rammer, som vil holde dig tilbage i 2022.

Når du har fundet dine mål, har jeg erfaret, at det er mindst lige så vigtigt, at du løbende følger op på dem, så du ikke ender med at gå på autopilot og bliver ramt af livet og hverdagen. Som min mentor Darren nævnte i et opkald “Selvom en pilot siddende i sit fly på vestkysten har vinklet flyet korrekt i forhold til destination (målet) på østkysten, skal der ikke mere end et vindpust til, før flyet efter takeoff bliver skubbet 1 grad ud af kurs. Er piloten ikke opmærksom på dette vindpust og korrigerer flyet herefter, vil han finde sig selv flere hundrede kilometer fra målet på østkysten ved ankomst.” – Det vil aldrig ske for et fly, da det er udstyret med en masse teknologi, der hele tiden juster flyet tilbage på kurs. Men hans pointe er, at vi som mennesker hurtigt går på autopilot og nemt begynder at drifte.

Derfor er vi nødt til løbende, at spore vores fremskridt for at kunne holde os selv ansvarlige og sikre at vores fly ikke er blevet slået ud af kurs. Følger vi ikke vores udvikling, ender vi hurtigt flere hundrede kilometer fra vores mål. Vi kender alle følelsen, når man kigger tilbage og siger “Tiden er bare fløjet afsted! Jeg har ikke nået halvdelen af det, som jeg havde planlagt = dårlig prioritering, intet fokus og igen rammer = du spilder dine dyrebare 8760 timer!”.

Det sjoveste ved alt det her er, at det ikke er rocket science, men meget simple taktikker, som sikrer, at man gør de rigtige ting og opnår succes.

Men hvad er det, som gør det så svært? Hvad er det som gør, at vi ikke når vores mål og svigter os selv?

En vinkel og årsag til, at du tillader, at dit fly bliver slået ud af kurs skyldes, at du kun er interesseret og ikke engageret i dine mål. Jeg har skrevet en artikel omkring dette emne, hvor Ken Blanchard udtaler ”There’s a difference between interest and commitment. When you’re interested in doing something. You do it only when it’s convenient. When you’re committed to something, you accept no excuses; only results.” Når du er interesseret, gør du hvad der er bekvemt/nemt og ikke mere. Hvorimod, hvis du er engageret, gør du hvad det kræver uanset hvad. Derfor skal du kunne sige “HELL YEAH” til et mål, kan du ikke det, skal du sige “NEJ!” Du kan læse hele artiklen her.

En anden vinkel kan findes i en udtalelse fra Jim Rohn, som er en del af mit fiktive board of advisors. Jim Rohn udtalte engang på et seminar “What is easy to do is also easy not to do”.

Er dit mål, at du gerne vil tabe dig, er det common sense, at vejen til målet er motion og kost (tænk over hvad du putter ind i munden). Men hvorfor ender så mange med ikke at nå målet? Svaret ligger i den sidste del af sætning “is also easy not to do”. Det er rigtig nemt at spise et stykke frugt og gå 20 min, men det er godt nok også nemt at sige, “årh vi har ingen frugt, det bliver i morgen. Nu regner og blæser det. Jeg går bare i morgen”.

Tilbage til spørgsmålet er du interesseret eller engageret? Det er nemt at lave undskyldninger og udskyde de aktiviter, som vil flytte dig tættere på dit mål, hvis du kun er interesseret i at opnå målet. Tager vi eksemplet med, at du gerne vil tabe dig, så behøver du ikke et kursus i sund mad, 10 forskellige bøger, et dyrt træningsprogram eller et forløb med en ernæringscoach. Hvorfor? Er du kun interesseret i dit mål, vil alle disse ting blive købt som undskyldninger for, hvorfor du ikke kan lette røven og komme afsted. Jeg skal bruge et kursus først = du har ikke motivation = du er kun interesseret. Når du har været igennem kurset (hvis du kommer igennem), er du blevet stimuleret, men du vil aldrig komme til det stadie, hvor du skifter fra interesseret til engageret. Stimulering vil være hos dig et stykke tid, inden du igen føler trang til at købe den nyeste bog om sund kost og motion, for med den på hylden er du klar. Tænk over det. Hvor meget LORT har du ikke købt eller deltaget i, som i bund og grund er et stort plaster på såret, fordi du har forsømt dit mål og løfte til dig selv? Jeg har købt meget!

Lad os antage, at du er engageret, hvordan kan du så sikre de bedste vilkår for succes? For selv en engageret person kan blive ramt af livet og hverdagen. Vi sikrer os de bedste vilkår ved at spore vores proces. Når vi sporer processen og vores fremskridt, bliver det tydeligt, om vi overholder aftalen med os selv og om vores fly er blevet slået ud af kurs.

Der sker noget med os mennesker, når det bliver visuelt, vi kan ikke længere flygte fra sandheden. Det er meget nemmere at fortrænge en tanke end et papir på væggen med røde krydser.

Derfor er en anden god taktik, at dele dine mål med andre. Nu er det ikke længere kun dig selv du svigter, men du skal også indrømme over for andre, at du har svigtet dig selv. Det kan gøre rigtig ondt på stoltheden for den person, som bliver motiveret og drevet af lidt konkurrence. For andre kan støtten fra de involverede personer være det, som gør at de har motivationen til at komme igennem og nå målet. Derfor overvej hvad der kan hjælpe dig og vær ikke bange for at spørge om hjælp.

Derfor er det ikke nok kun at sætte og forholde dig til dine mål, vi skal gøre det mere konkret, så det bliver nemt at handle og spore de forskellige aktiviteter i hverdagenen.

Et mål kunne være at læse 12 bøger, fordi jeg gerne vil udvide min viden og træne mine læsefærdigheder. Det er et mål, jeg er engageret i og kan sige HELL YEAH til. Deler vi målet op, vil det svare til én bog om måneden. Men vi bør gøre det endnu mere konkret. Efter at have udvalgt mine bøger for det første kvartal, kan jeg hurtigt få et overblik over antal sider. Nu kan jeg blive meget specifik. For at nå én bog om måneden i første kvartal skal jeg læse 20 sider om dagen. Tilbage til Jim Rohn “What is easy to do is also easy not to do”.

Hver uge kan jeg nu spore mit fremskridt, på samme måde som, når kasseekspedienten gør kassen op efter en vagt, der skal gerne være en overensstemmelse med beløbet i kassen og omsætningen ellers opstår der problemer. Det samme bør gøre sig gældende for de 20 sider, som jeg skal læse om dagen. Hver aften eller uge bør jeg gøre status. Har jeg ikke fået læst i en hel uge, er jeg 140 sider bagud. Fordi jeg er opmærksom på det og sporer mit fremskridt, kan jeg justere resten af måneden, og nu læse 35 sider om dagen og stadig nå målet.

Darren nævnte i et andet opkald med mig “Forstil dig, at du står i bunden af et fyrtårn og kigger op. Der er mange trin, inden du når toppen. Når du er på toppen, har du nået dit mål. De fleste af hos har en tendens til at ville overskue alle trin, inden de kan tage det første skridt. Det bliver for de fleste en så overvældende opgave, selvom målet ikke er særlig komplekst, at de aldrig kommer i gang. Det er også roden til dårlige undskyldninger og årsager til at du udskyder til i morgen. I stedet bør man kun fokusere på det trin, der er foran en lige nu. Om det er at gå 30 min og dagen, læse 20 sider i en bog, give 3 komplimenter. Så start med det første skridt, spor dit fremskridt mod målet, så du løbende kan justere din aktiviter. Inden længe står du på toppen og har nået dit mål”.

Jeg synes området med mål og hvordan man arbejder med sine mål er rigtig spændende, så har du nogle gode taktikker, vil jeg meget gerne spare og dele erfaringer.

Cheers

Jesper

Leave a Reply